Ejer af Lillero
Michelle B. Sass
“Nogle gange har jeg læst noget om os i et blad og tænkt: OK – et fedt sted! Og så rammer det mig, at det er Lau og mig, som helt alene har lavet det.”
Michelle giver mig virkelig lyst til at turde mere! Jeg syntes, det er vildt inspirerende, at hun og hendes mand turde følge deres drøm om en bedre udnyttelse af livet. Hun er uden tvivl en af mine nye rollemodeller.
Navn: Michelle Bjerke Sass
Titel: Partner / ejer
Alder: 41
Uddannelse: Mastergrad i International Brand Management & Strategy
Virksomhed: Lillero
By: Asnæs
I har skabt et fantastisk sted med Lillero. Hvordan kom I i gang? Og hvordan fandt I den rigtige beliggenhed?
Vi har begge arbejdet i reklamebranchen i mange år, men kørte simpelthen døde i hamsterhjulet. Og det på trods af, at vi begge var henholdsvis selvstændig og freelance i branchen. Men der skulle mange arbejdstimer (læs: penge) til for at få det hele til at hænge sammen med børn, arbejde og fritid.
Vi følte ikke, at vi havdet andet valg end at slutte fred med, at det ”gode liv” i Dragør måtte erstattes med noget helt andet. Og så kom tegnebrættet frem.
Vi havde en idé om at vi ville servicere mennesker i luksusomgivelser i naturen. Men der er langt fra idé til eksekvering.
Så vi cruisede Sjælland rundt med børnene på bagsædet i noget, der minder om trekvart år, hvor vi så på ufattelig mange naturgrunde. Men intet af det var det rigtige, og vi blev hele tiden udfordret af de utrolig mange fredninger, der ligger på danske naturgrunde.
Heldigvis fik vi et hint om vores skønne plads på Høve Strand gennem nogle campingmæglere. Her var der allerede en campingtilladelse, og det var en stor fordel for os.
Efter en stor budrunde, en masse advokatpapirer og utroligt meget forarbejde kunne vi endelig se Lillero blive til en realitet. Og den 1. januar 2020 stod vi endelig med ”nøglerne” til pladsen.
Hvem ejer du Lillero sammen med?
Min mand og jeg ejer 50% tilsammen. Derudover har vi seks andre med – blandt andet Christian Bitz og Torben Klitbo – som ejer de sidste 50%. Men det er Lau og mig, der driver det hele.
Hvordan ser en typisk dag ud for dig i højsæsonen?
Kort fortalt arbejdede vi i højsæsonen 2020 fra kl. 6.30 – 24.00 HVER dag.
Vi står for morgenmad og sender de glade, mætte gæster i seng med bål og skumfiduser, når de er færdige i restauranten. I mellemtiden holder jeg styr på de ca. 15 ansatte, mine børn og vores gæster.
Hvad er succes for dig ?
Definitionen af succes har i hvert fald ændret sig for mig i de seneste par år. I gamle dage var det nok bare at komme til tops – hurtigst og fedest muligt. Det er det ikke længere.
Nu er vores succes på Lillero defineret ud fra, om folk er glade, og om de booker igen.
På det personlige plan handler det udelukkende om, at jeg nu har formået at skabe et liv samen med min mand og mine børn, hvor jeg får det bedste ud af den tid vi har på jorden.
Det lyder drønhelligt, men med et par hårde år med panden mod muren i fortiden har vi lært, at det kun er os selv – og ingen andre – der kan bestemme, hvordan vi vil leve. Og det gør vi så – lige som vi har lyst til!
Hvad er du mest stolt af?
Jeg er allermest stolt af, at vi på bare én sæson har formået at banke et sted op, som folk bare er helt vilde med. Det gør mig stolt helt ind til min core.
Nogle gange har jeg læst noget om os i et blad og tænkt: OK – et fedt sted! Og så rammer det mig, at det er Lau og mig, som helt alene har lavet det sted, som nu bliver omtalt i modeblade m.m.
Vi arbejder hårdt i vores lille osteklokke og en gang imellem får vi gæster, der kommer til os og siger: ”Alle snakker bare om Lillero i København.” “Ahvafornoget?” Det kan jeg næsten græde over. Tænk – vi gjorde det!
Sæson 2021 er også ved at være godt booket op, så vi går endnu en travl sæson i møde.
Hvad har været din største udfordring? Noget som måske har holdt dig vågen om natten?
Puha der har været mange ting.
Vi startede en restaurant uden nogen som helst erfaring, og de mennesker, der hjalp med den, viste sig ikke at fungere så godt i de roller. Der kunne Lau og jeg godt ligge vågne og snakke om, hvad pokker vi skulle gøre dagen efter, når vi stod med en fuldt booket restaurant kombineret med en kok, der vaklede.
Derudover har det været en kæmpe udfordring, at vi blev så mættet af mennesker, som vi blev.
Jeg har i højsæsonen haft flere gange, hvor mit hoved simpelthen ikke har kunnet tage flere indtryk. Et par gange måtte jeg lave en ”Maude” og gå i seng kl. 18.
Har du måttet opgive noget for at være selvstændig?
Nej, tværtimod. Ikke udover, at vi er flyttet fra en masse kære venner på østsiden. De har dog alle været gode til at komme og besøge os.
Hvad er det bedste råd, du har fået, som har hjulpet dig med at nå dertil, hvor du er i dag?
Hold fokus på bolden, og hold ud! Det tager lang tid og meget hårdt arbejde at opbygge et nyt firma fra idé til eksekvering. Men det er det hele værd.
Hvilket råd vil du give til andre kvinder, som ønsker at starte som selvstændige?
Mærk efter, og hvis du allerede er nået dertil hvor du føler, det er det, du skal… så er det det, du skal!
Man bliver ikke lykkeligere af at blive i noget fast bare fordi, der er en sikkerhed.
Du skal ud og vifte med vingerne. Og som jeg (og Lau) altid siger: ”Hvis mor er glad, er alle glade.”
Hvem bliver du inspireret af – professionelt og personligt?
Jeg kan ikke lige sætte fingeren på én eller to som sådan. Men jeg ser umådelig meget op til Michelle Obama, Oprah, Ellen og andre stærke kvinder ”who made it” – og som formår at bruge deres viden og kendisgrad til at komme ud og gøre verden til et bedre sted. Det er noget, der betyder meget for mig.
Hvilke sociale medier bruger du – og hvordan?
Jeg bruger Facebook & Instagram. På vores professionelle profiler følger jeg en del konkurrenter, men også influencere m.m., hvis det giver mening i forhold til vores sted.
Vi har endnu ikke lagt penge bag, da vi fortsat bliver så hurtigt bookede.
Hvad er dit favoritcitat/motto/ordsprog?
Man skal huske at behandle andre som man gerne selv vil behandles.
Hvad laver I om vinteren?
Nu har vi kun kørt i én sæson, hvor der har været ualmindelig meget smæk på. Det skulle vi bruge en del tid på at komme over – meget mere end vi troede.
Men fra januar måned er vi faktisk begyndt at slappe rigtig godt af og nyde de lange morgener, hvor vin kan gøre, hvad vi vil (inden for Corona-restriktionerne, selvfølgelig)
Jeg ejer blandt andeten hest, som står fem minutter væk, som jeg elsker at bruge min fritid sammen med.
Men målet var og er, at vi laver så lidt som muligt om vinteren – er sammen med vores børn og forbereder næste sæson, når det lige passer.
Her finder du Lillero
© 2020 · Design af Unseen Studio I/S